Mere fut i midtbyen

Randers fortjener mere fut i midtbyen. Ellers risikerer midtbyen at blive et halv-levende museum, der som gravsten fortæller historien om den gamle handelsby Randers.

Så simpel er baggrunden for, at SF og jeg har sagt ok til at sætte gang i arbejdet med at lave en lokalplan, der i detaljer beskriver projektet med et større center på Thors bakke. Og dog! Vi har nemlig to ret væsentlige forbehold:

(1) Centret på Thors bakke skal ikke være et center for centrets egen skyld. Det skal være et center for midtbyens skyld! Med andre ord: Det skal være med til at skabe en stærk og levende midtby – ikke det modsatte! Det er i øvrigt også det eneste, kommuneplanen giver mulighed for. Især opbakningen fra forretningerne i midtbyen (Handelsrådet og Cityforeningen), synes jeg peger klart på, at projektet styrker midtbyen.

(2) Centret skaber utvivlsomt mere trafik i midtbyen – også af den tunge slags. Allerede i dag er der for meget, endda så meget, at vi ved, at nogle af beboerne bliver syge af det. Derfor skal vi have sat gang i nogle ting, der begrænser den øvrige sundhedsskadelige trafik i midtbyen.
Ikke fordi jeg – eller SF – har noget som helst imod biler. Men fordi vi ved, at vi står med et sundhedsproblem, vi skylder beboerne at få løst. Ligesom vi også står med både klima- og trængselsudfordringer, vi skal have gjort noget ved. Et bud er at vedtage SF’s forslag om et forbud mod gennemkørende tung trafik som et flertal i byrådet helt sort stemte ned (læs mere om det her). Et andet bud er at lave miljøzoner, hvilket en ny S-SF-regering efter alt at dømme vil åbne døren for.

Jeg pressede derfor pindene her sammen til et ændringsforslag til vedtagelsen, som jeg fremlagde, da vi her til aften behandlede sagen på et ekstraordinært byrådsmøde. Ændringsforslaget lød:

SF foreslår:

– at det understreges, at midtbyen samlet skal styrkes af projektet
– at Randers Kommune fortsat vil begrænse den sundhedsskadelige trafik i midtbyen

Forslaget blev vedtaget – dog med den ændring, at begrænsningerne af trafikken som minimum skal ske på Østervold og i Sløjfen. Jeg holder selvfølgelig fast i, at begrænsningerne også skal ske på Center-ringen.

De to pinde slår fast, at det er nu, vi skal have arbejdshandskerne på. For mens arbejdet med lokalplanen kører, skal vi sikre, at projektet – og særligt den konkrete udførsel – kommer til at gavne midtbyen, samtidig med, at vi skal knokle for at finde solide løsninger på trafikudfordringerne.

Mit mål er, at projektet skal være et projekt for beboerne, handelslivet og byen i fællesskab – og hvis vi allerede nu tager arbejdshandskerne på, så er jeg sikker på, at det kan lade sig gøre. Jeg vil gøre alt for, at vi kommer i mål med et fælles projekt, så vi også i fremtiden har en stærk og levende midtby. Andet ville slet ikke være til at leve med!

Du kan læse pressemeddelelsen her 

Du kan læse omtale af forslaget på byen.nu her

En Wannabe Darth Vader i Randers?

Darth Vader var en cool skurk i Star Wars, og er med Nephews hjælp også blevet en del af den danske sangskat. Men er han også leder for Venstre i Randers Kommune?

Når jeg får lyst til at sammenligne V’s lokale leder, Anders Buhl-Christensen, med omkvædet i Nephews solide landeplage, så er det hverken fordi førstnævnte brumme-stønner voldsomt eller bærer sort kappe. Nope, det er fordi han er en slags Darth Vader, når vi snakker om lys i Danmarks økonomiske horisont og velfærd til det danske folk.

Som veltrænet V-soldat mener han selvfølgelig, at Løkke, Kjærsgaard og Barfoed kører biksen så godt som muligt. Ingen overraskelse i det. Og når det kommer til oppositionen, så ser Buhl naturligvis med kritiske øjne på alle forslag om at sætte gang i noget vækst, uddannelse og velfærd. I stedet tror han benhårdt på Løkkes sparedoktrin, der ser hardcore velfærdsforringelser som eneste vej ud af krisen.

Problemet er bare, at både Løkke og Buhl tager fælt fejl. At spare sig ud af en krise er med en alt for slidt kliché som at urinere i undertøjet for at holde varmen. Det gør bare fælt værre. I stedet skulle vi slå lidt op i historiebøgerne, hvor vi i afsnittene om 30’erne kan læse om krisemedicin, der rent faktisk virker.

Roosevelt, daværende præsident i USA, satte under overskriften New Deal gang i en masse sociale forbedringer, der samtidig også øgede beskæftigelsen, forbruget og derfor også produktionen. Dermed gjorde han amerikansk økonomi sund igen. Velfærd og vækst – en cocktail, der faktisk slog krisen ihjel!

Roosevelt blev super populær for sin sociale og demokratiske indsats. Efter 2. verdenskrig var han med til at sætte gang i demokratiet i mange tidligere kolonier, og sikrede i den forbindelse, at også sociale rettigheder blev indskrevet i diverse forfatninger. For hvad kunne man bruge demokrati til, hvis ikke man havde noget at proppe i maven?

Roosevelt var på den måde en anti-Darth Vader. Han skabte håb, jobs, vækst og velfærd. I modsætning til landets nuværende ledelse, godt støttet af vores lokale Wannabe Darth Vader, Anders Buhl-Christensen, der mest af alt skaber fattigdom, håbløse fremtidsudsigter og minusvelfærd.

Ta’ bare de manglende praktikpladser. Vi siger til de unge, at de skal komme i gang med noget uddannelse, men samtidig er der ikke praktikpladser nok til alle. Hvilke fremtidsudsigter skaber det? Og ikke nok med det: Den-mod-himmelloftet-tordnende ungdomsarbejdsløshed gør, at vi risikerer at tabe en hel generation på gulvet ligesom i 80’erne. For 80’er-generationen betød det for mange livslang arbejdsløshed, alkoholisme, misbrug og understøttelse. Så for både den fælles kasse og de enkelte arbejdsløse tegner det heller ikke ligefrem smukke, lyse farver i horisonten.

Med andre ord: Drop nu den sorte kappe, Anders Buhl-Christensen! For at sætte gang i biksen igen, er vi nødt til at investere i fremtiden. I velfærd, vækst og uddannelse. Ellers sparer vi os bare endnu fattigere og trækker så hårdt i håndbremsen, at endnu flere virksomheder falder fra.

Lad os få en ny New Deal. En dansk New Deal. Og jeg tror – og det er det bedste af det hele -, at den allerede findes. Den hedder bare Fair Løsning.

Den sætter ligesom Roosevelt gjorde i 30’erne gang i hele molevitten ved at investere i fremtiden. I uddannelse, vækst og velfærd. Godt ledet af Helle og Villy, der er vor tids Roosevelt. De kender nemlig medicinen, der igen får patienten til at hoppe og danse af liv: Den succesfulde vækst-og-velfærd-cocktail.

Så farvel til Darth Vader, sorte kapper og den mørke horisont. Lad os investere i at få gang i biksen. Lad os slå så mange fluer som muligt med et smæk –  uddannelse, vækst og velfærd samt klimaløsninger, der også er et sikkert væksthit.

Darth Vader var fed i Star Wars, men vi har ikke brug for ham hverken i byrådet eller i Folketinget – og især ikke som Danmarks øverste leder eller lokal V-leder. Vi har i stedet brug for en dansk New Deal. Den bærer det super sigende navn Fair Løsning.

Hostende sort!

Et sort byrådsflertal – bestående af Socialdemokraterne, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre – besluttede på byrådsmødet her til aften, at de ikke vil gøre noget for at begrænse luftforureningen i midtbyen. Jeg havde ellers stillet forslag om at undersøge, om vi kan lave et forbud mod gennemkørende tung trafik i midtbyen, men helt uden egentlige argumenter stemte flertallet det hostende sort ned!

Vi ved, at luftforurening hvert eneste år tager livet af mange borgere i Randers Kommune. Det er der ikke noget mærkeligt i – luftforurening koster selvsagt en del menneskeliv i hele landet. Det mærkelige er, at det sorte flertal i byrådet ikke har tænkt sig at gøre noget for at begrænse luftforureningen i midtbyen (hvor den er værst), og dermed også begrænse antallet af borgere, der bliver syge eller i værste fald dør af de dødsensfarlige partikler fra udstødningsrørene.

Mit forslag gik ud på at gå i dialog med Politiet for at finde ud af, hvordan et forbud mod gennemkørende tung trafik kunne skrues sammen og opretholdes. Desværre skød det sorte flertal (Beboerlisten stemte dog for) forslaget ned, da de syntes(og her citerer jeg direkte – tjek selv på www.randers.dk): ” At sådan et forbud er lidt bøvlet…”

For bøvlet?!

Ja, det er sikkert en smule bøvlet. Ligesom så meget andet, vi laver i byrådet, så er håndhævelsen af sådan et forbud her måske heller ikke det simpleste i Verden. Men det er også ”bøvlet” at sikre ordentlige folkeskoler, børnehaver, vuggestuer, ældrepleje og sådan kunne jeg blive ved… Derfor er jeg stadig lidt chokket over at blive mødt med sådan et argument! Og det blev hostende sort ikke fulgt op af flere argumenter.

Forslaget indebar ikke andet end, at den tunge trafik, der kan køre udenom midtbyen – dvs. ikke har ærinde i midtbyen – skal gøre det. Og hvorfor? Jo, fordi vi selvfølgelig tager vores borgeres sundhed og trivsel alvorligt! Og når det så oven i købet ikke engang koster os noget, så synes jeg for alvor, at baggrunden for flertallets beslutning bliver sortere end selv den stærkeste espresso.

Jeg håber, at mine sorte kolleger bliver klogere, så vi i lighed med mange andre danske kommuner kan gøre noget for at komme den sundhedsskadelige luftforurening til livs i det omfang, der nu er muligt. Også selvom de sorte partiers argumenter om, at det er for bøvlet ikke lover godt…