Fakta om trafikstøj og støjhandlingsplaner

(Bragt i Randers Amtsavis mandag den 30. januar 2012)

I et læserbrev bragt den 25. januar spørger Inge Leth, hvordan jeg vil sikre byrådets vision om at begrænse støj i den busvenlige ombygning af Rosenørnsgade.

I handlingsplanen for støj peger vi på flere strækninger, hvor trafikken i dag overskrider miljøstyrelsens vejledende grænseværdier. Udbyhøjvej og Rosenørnsgade er blandt disse veje, ligesom Århusvej og Tørvebryggen for eksempel også er det.

Vores strategi for at begrænse støjen er især at bruge støjreducerende asfaltbelægninger. Indtil nu har det ikke været muligt at finde penge til at dæmpe støj ved at ændre facader på boliger.

Allerede i dag overskrider støjen på Rosenørnsgade og den inderste del af Udbyhøjvej de vejledende værdier. Projektet i Rosenørnsgade skaber imidlertid ikke mere støj.

Vi forventer, at trafikken på Rosenørnsgade over de næste 10 år vokser med mellem 2.000 til 4.000 biler i døgnet. En stigning, der alene skyldes den generelle udvikling. Sådan en stigning øger højst støjen med 1 dB, der er grænsen for, hvad det menneskelige øre kan registrere. Med andre ord: Ændringen er så lille, at vi ikke kan høre den.

Projektet betyder, at trafikkens gennemsnitlige hastighed stiger, og det fører faktisk til, at støjen fra det enkelte køretøj falder. Når trafikken bevæger sig med fem til ti kilometer i timen støjer den nemlig mere, end når hastigheden er 15 til 20 kilometer i timen.

Inge Leth skriver i sit indlæg: “Til din orientering skal oplyses, at den stigning på 3 dB betyder en fordobling af det oplevede støjniveau”.

Det er ikke er korrekt. Vi oplever støj som fordoblet, når den vokser med 10 dB. En stigning, som er mange gange højere end det værst tænkelige scenarie på Rosenørnsgade.

Jeg vil gøre mit til, at vi gør vores bedste for at bekæmpe støj fra trafikken. Men jeg vil ikke være med til, at borgerne langs Rosenørnsgade og Udbyhøjvej kommer foran i køen, fordi det lige er her, vi laver et projekt.

Ingen Leth skriver, at der mangler to bilag i den handlingsplan for støj, som ligger på kommunens hjemmeside. Det retter vi naturligvis med det samme.